Spar Nord Fonden vil ikke længere have aktier i virksomheder, der ikke understøtter den grønne omstilling. Det fortæller bestyrelsesformand Michael Slavensky Dahl, efter at Spar Nord Fonden i sin seneste årsrapport har erklæret, at fonden i år har taget hul på tiltag, der skal nedbringe aktieporteføljens CO2-aftryk.
"Fokus for 2024 vil være på CO2-udledning gennem investeringer, og der arbejdes på gennemførelse af nye tiltag, der kan mindske klimaaftrykket i Fondens investeringer," skriver fonden i sin årsrapport.
Bestyrelsens beslutning om klimavenlige investeringer er truffet i erkendelse af, at der skal være en sammenhæng mellem fondens uddelinger og investeringer, forklarer Michael Slavensky Dahl.
"Når vi i år bruger 100 millioner kroner på at støtte fællesskaber og initiativer, der også er koblet til bæredygtighed og klima, synes vi ikke, at vi med den ene hånd kan dele penge ud til de her formål og med den anden hånd foretage investeringer, der peger i den anden retning," siger bestyrelsesformanden.
Beslutningen er ikke blevet mindre presserende af, at den frie formue i Spar Nord Fonden i løbet af de seneste år er vokset som følge af et stigende udbytte fra Spar Nord Bank, som fonden ejer 20 procent af.
"Det er en anledning til at kigge det hele igennem igen og få truffet nogle beslutninger om retningen for fondens investeringer," siger Michael Slavensky Dahl.
Spar Nord Fondens uddelinger er siden 2020 steget fra omkring 40 millioner kroner til omkring 60 millioner kroner, og fonden kommer til at sætte ny uddelingsrekord i år grundet den økonomiske udvikling i Spar Nord Bank. Indtægterne i landets femtestørste bank med hovedsæde i Aalborg voksede med 17,6 milliarder kroner i 2023, som blev et af de mest lukrative år for bankerne i årtier.
Spar Nord Fonden forventede i januar at uddele op til 120 millioner kroner i 2024.
Gennemsigtige investeringer
Med beslutningen om klimavenlige investeringer følger også en ambition om at være transparent om hvilke virksomheder, fonden har aktier i, forklarer han.
"Og vi har jo også lagt mærke til de historier, Fundats har skrevet om det her emne," siger Michael Slavensky Dahl med henvisning til, at nærværende medie i løbet af de seneste måneder har afdækket, at både Den Danske Naturfond og Danmarks Grundforskningsfond har investeret millioner af kroner fra den danske stat i i kul, olie og gas, herunder nogle af de mest CO2-udledende selskaber på verdensplan.
Investeringer, der strider mod Parisaftalen såvel som fondenes egne løfter om grønne investeringer. Forskningsminister Christina Egelund (M) afventer i øjeblikket en redegørelse fra Grundforskningsfonden om fondens sorte investeringer.
Fundats har også tidligere omtalt, at fondenes investeringer er lukket land. Selv om løfter om bæredygtige investeringer har vundet indpas i fondsverdenen, har kun seks af landets 100 mest uddelende fonde og filantropiske foreninger valgt at offentliggøre deres investeringslister.
Når den nye investeringspolitik ligger fast, går vores administration i gang med at føre den ud i livet i samarbejde med vores investeringsudvalg.
Michael Slavensky Dahl – bestyrelsesformand, Spar Nord Fonden
Hos Nordea-fonden meldte bestyrelsen i februar ud, at der fremover skal være fuld gennemsigtighed om placeringen af fondens 15 milliarder kroner store formue. Men bestyrelsen fastholdt samtidig en investeringspolitik, der giver mulighed for at kunne investere i kulsorte aktier helt frem til 2029. Også selvom fonden i øjeblikket ikke har placeret midler i fossile selskaber.
"Så en del af arbejdet handler også om, at vi vil være mere transparente omkring vores investeringer. Det vil vi gøre ved at lægge vores investeringspolitik op på hjemmesiden – og måske også vores konkrete værdipapirer," siger Michael Slavensky Dahl.
Vil I sende os jeres aktieliste?
"Det kan vi sandsynligvis godt, når vi får de her tiltag implementeret. Frem til næste bestyrelsesmøde i juni forbereder vi, hvordan vores præcise politik skal være. Derfor har vi heller ikke tilpasset vores porteføljer endnu. Det forventer vi at gøre hen over sommeren og efteråret."
"Efter næste bestyrelsesmøde kan jeg være meget mere informativ, for så har vi besluttet præcis, hvad vi gør," siger Michael Slavensky Dahl.
Så det ligger endnu ikke helt fast, at I kommer til at lægge jeres konkrete investeringsliste frem?
"Nej, det har vi ikke aftalt endnu. Det er et spørgsmål, bestyrelsen skal tage stilling til. Så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, " siger Michael Slavensky Dahl.
Udlugning i porteføljen
Hvordan skal det foregå, når I arbejder på at mindske klimaaftrykket i jeres investeringer?
"Vi starter med at formulere vores politik på området. Vi har kigget på hvilke kriterier, man i praksis kan lægge ned over sine investeringer."
Her skeler bestyrelsen eksempelvis til EU's såkaldte taksonomiforordning, som indebærer krav til erhvervslivet om rapportering om miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter.
"Derefter skal vi have afklaret, hvordan vi kan indarbejde de nye kriterier i vores investeringspolitik og formidle dem til Spar Nord Bank, som varetager vores investeringer," siger Michael Slavensky Dahl.
Når vi i år bruger 100 millioner kroner på at støtte fællesskaber og initiativer, der også er koblet til bæredygtighed og klima, synes vi ikke, at vi med den ene hånd kan dele penge ud til de her formål og med den anden hånd foretage investeringer, der peger i den anden retning.
Michael Slavensky Dahl – bestyrelsesformand, Spar Nord Fonden
Så det bliver en proces i stil med den, vi kender fra de danske pensionskasser, hvor man opererer med eksklusionslister over firmaer, man ikke ønsker at investere i; og så skal der på den baggrund luges ud i jeres aktuelle aktieportefølje?
"Ja, netop. Vi har i år modtaget et stort udbytte fra Spar Nord Bank. De penge har vi ikke placeret i langsigtede investeringer endnu, fordi vi afventer, at vi får en investeringspolitik på plads. Når den nye investeringspolitik ligger fast, går vores administration i gang med at føre den ud i livet i samarbejde med vores investeringsudvalg," siger bestyrelsesformanden.
Hvis jeg ringer til dig igen omkring årsskiftet, sidder I så med en aktieportefølje, der flugter med de kriterier, I nu går i gang med at definere?
"Ja, det vil vi have. Og hvis du ringer til sommer, vil vi have en investeringspolitik, som er vedtaget, og som vi er i gang med at implementere. Det skal ske under hensyn til, at vi måske i dag har nogle investeringer, som vil falde uden for de kriterier. Dem må vi så afvikle på en måde, som også er økonomisk forsvarlig."